5 rødvine, du ville ønske, du havde smagt til smørrebrød

De fleste mennesker forbinder klassisk smørrebrød med øl, men som David Ekberg fra Laudrup Vin demonstrerede tilbage i januar, kan du mange gange finde et mindst lige så flot match i et godt glas hvidvin fra fx Bourgogne, Alsace eller Mosel.

Sværere står det til med rødvine flest, hvor især den udtørrende fornemmelse fra tannierne – i folkemunde kendt som garvesyre – nemt kan slå sig på de sarte smagsnuancer i en rejemad eller fiskefilet. Ved at skrue op for intensiteten i pålægget (kød, bacon, svampe, løg) og søge mod lettere druesorter fra køligere områder, kan rødvinen dog indtage en spændende position ved siden af både traditionelle og nyfortolkede stykker smørrebrød.

 

Dyrlægens natmad

Garage Single Ferment País

Garage Wines laver nogle helt unikke vine på nogle af de køligste marker i Chile. En af vinene er denne País – en sjov drue, som spanierne havde med sig til Sydamerika i 1500-tallet og som langsomt er ved at genvinde lidt af den opmærksomhed, den fortjener. Stilen er ekstremt saftig og med fokus på en overflod af rød og orange frugt, og den fanger dermed både smagen af den fede postej og det salte kød. Dette giver desuden en dejlig forfriskende slutning med plads til begge dele uden at den ene udkonkurrerer den anden.

 

Rugbrød med hønsesalat med bacon og svampe

Domaine Chapel Beaujolais-Villages

Gamay-druen er som skabt til denne ret. Man er jo netop kendt for at producere verdens fineste fjerkræ i området, og Chapel laver vin fra øverste hylde i Beaujolais. Her er en flot koncentreret frugt og masser af røde bær, der bare eksploderer i munden. I struktur har vinen samtidig en helt utrolig lethed, der respekterer maden og kun får begge dele til at smage endnu bedre!

 

Rugbrød med kamsteg, sprød svær og hjemmesyltet rødkål

Domaines Lupier Garnacha La Dama

Hvis du er usikker på, hvad du skal servere til din gris, så fejler du aldrig med Grenache! Druen, der oprindeligt stammer fra det nordøstlige Spanien (her Garnacha eller Garnatxa) passer med sin bløde, sødmefulde frugt forrygende til det salte kød. Samtidig har syren fra denne elegante topvin evnen til at favne den sursøde rødkål og samtidig rense svælget efter mødet med fedtkanten.

 

Ristet rugbrød med smørstegte kartofler, rosmarin og mayonnaise

Arnaud Lambert Clos Mazurique Rouge Breze - (ØKO) Monopol

Denne fantastiske vin, lavet på Cabernet Franc i Loiredalen er det perfekte match til en ret, hvor rugbrødet får lov at spille en stor birolle. Karakteren bliver mere tydelig, når man rister det og de karamelliserede toner går hånd i hånd med druens lethed og urteprægede frugtsødme. 

 

Tatar-mad med trøffelmayo, babyspirer og sprødstegte jordskokker

Pio Cesare Langhe Nebbiolo

Trøffel er altid et udslagsgivende element når man parrer mad og vin. Er man i tvivl kan man altid kigge på, hvor råvarerne kommer fra, for der vil man altid finde vinen, der passer til. Dette er i den grad også tilfældet med mesteren Pio Cesares Nebbiolo fra Langhe i Piemonte. Her får man en ”mini” Barolo, men mere frugt og saftighed gør den til et bedre match til en mad, hvor elegancen og balancen skal være i fokus.