Om Aligoté-druen
Aligoté er Bourgognes upolerede, men yderst charmerende og elegante hvide druesort. Den har været en del af Bourgognes vinlandskab siden 1700-tallet, men har i mange år stået i skyggen af sin mere berømte nabo, Chardonnay. Det er synd – for Aligoté har personlighed nok til at stå på egne ben. Druen er resultatet af et naturligt kryds mellem Gouais Blanc og Pinot Noir, og blev officielt anerkendt som Bourgogne-appellation allerede i 1937.
I dag er det ikke længere kun lokale burgundere, der værdsætter Aligoté. Flere og flere producenter – især yngre vinbønder – har kastet kærligheden på druen og giver den nu den terroirbehandling, den fortjener: enkeltmarksvine, lav udbytte og kælderarbejde med respekt for druens ranke, friske natur.
Klima og dyrkningsforhold
Aligoté har sin hjemmebane i Bourgogne, hvor kalkholdig jord og kølige nætter gør underværker. Den dyrkes især i Côte Chalonnaise, Hautes-Côtes og Yonne, hvor den trives bedst på øst- og sydøstvendte skråninger med god luftcirkulation.
Druen modner tidligere end Chardonnay og er mere modstandsdygtig over for både tørke og forårsfrost – en praktisk ven i en tid med klimatiske udsving. Den tåler også at blive plantet i de mindre kendte terroirs, men kvitterer med langt større præcision, når man giver den kærlighed og lave hektarudbytter. Aligoté kan godt – hvis man lader den få lov.
Hvilke kendetegn har druen?
Aligoté er som den elegante gæst, der ikke siger så meget, men som alligevel bliver hængende i erindringen. I glasset er den lys og klar med grønligt skær, og i næsen møder du citron, grønne æbler, hvide blomster og våde sten.
Smagen? Knivskarp og sprød, men aldrig sur. Den har en udtalt, livlig syre og en mineralsk tone, der gør den til en af de mest forfriskende hvidvine fra Bourgogne. Og i de rette hænder kan den også vise dybde, lagringsevne og struktur. Kort sagt: Aligoté er ikke bare let og læskende – den har også rygrad og karakter.
Hvad kan du spise til Aligoté?
Aligoté er skabt til alt det, der kræver syre, friskhed og finesse: østers, jomfruhummer, ceviche, friske salater, gedeost og sommergrønt med vinaigrette. Den fungerer også som en glimrende aperitif, hvor den klassisk bruges i den burgundiske Kir med et skvæt cassis.
Og så er den perfekt til de dage, hvor man bare har brug for noget, der smager godt, uden at gøre væsen af sig. Aligoté er vinens svar på skarpskåret enkelthed – og vi elsker den for det!







