Østrig

Østrig er et forholdsvis lille land målt på indbyggertal og areal, og små er også landets mange familieejede vinhuse, hvor den hjertevarme vinbonde ofte selv skænker sine vine, når man kommer forbi for at smage. På samme tid emmer landets historie og alpernes bjergtagende tinder af en storhed, som kan i det østrigske folks vinkultur. Østrigerne tager sig selv og deres mange lokalt forankrede druesorter seriøst, og de værner om de traditioner, de bærer med sig.

På denne side kan du se vores udvalg af østrigske vine. Længere nede kan du desuden læse meget mere om landets vinhistorie, geografi, vinregioner og druesorter.

Østrig - vintradition, områder og druenørderier

Vinproduktionen i Østrig trækker rødder helt tilbage til romertiden. Sådan må det være, når man grænser op til Italien i syd, og vin har således spillet en central rolle i landets kultur og økonomi i mange hundrede år. Efter en krise i 1980’erne har Østrig genopbygget sit ry som vinland med fokus på kvalitet, oprindelse og bæredygtighed, ja i dag anerkendes landet faktisk som et af de mest innovative vinlande i Europa.

Som vinland er det moderne Østrig især kendt for sine karismatiske hvidvine på signaturdruen Grüner Veltliner, mens druerne Zweigelt, Blaufränkisch og Sankt Laurent kan udmønte sig i rødvine med bemærkelsesværdigt høj drikkeglæde. Derudover laves der i dag eksemplarer af Riesling og Pinot Noir (Blauburgunder) – alt dette for at sige, at der i den østrigske vinverden er så tæt, man kan komme på en garanti for, at du kan finde noget for dig!

Klima og geografi

Østrigs vinmarker ligger hovedsageligt i den østlige del af landet, hvor bjergene er færre og potentialet for dyrkning større. Klimaet i Østrig præges generelt af kølig luft fra netop alperne og varme, tørre vinde fra den pannoniske slette, der omfatter landets østligste del samt dele af Ungarn, Rumænien og deres nabolande mod nordøst. Denne møde giver gode forhold for dyrkning af både hvid- og rødvinsdruer. De mange forskellige jordbundstyper, fra skifer og kalksten til ler og grus, bidrager desuden til en stor variation i vinenes smag og karakter.

Vigtigste vinregioner

Østrig er inddelt i en hel del vinregioner af forskellig rang, så at sige. De vigtigste er i vores optik:

  • Wachau – Berømt for sine exceptionelle hvidvine på Riesling og Grüner Veltliner, dyrket på stejle terrasser langs Donau-flodens nordside.
  • Burgenland – Kendt for dybe rødvine samt de legendariske søde vine fra Neusiedlersee.
  • Kamptal og Kremstal – Hjemsted for elegante, mineralske hvidvine med længde og dybde - ofte til lidt billigere penge end i naboregionen Wachau.
  • Wagram - Relativt stort vinområde nordvest for hovedstaden Wien. Wagram er det lavestliggende af områderne ved Donau-floden, og vinene er deror generelt lidt blødere og mere frugtbårne end oppe i Wachau.
  • Weinviertel – Østrigs største vinregion og epicenteret for Grüner Veltliner. Området er kendt for sprøde, pebrede hvidvine og en voksende interesse for Pinot Noir.
  • Steiermark – Stort område i landets sdydlige del, hvor der produceres friske, aromatiske hvidvine på fortrinsvis Sauvignon Blanc.

Vigtigste druesorter

Østrig er som nævnt kendt for en håndfuld lokale druesorter. Derudover behersker mange vinhuse druer som Riesling og Pinot Noir, der generelt smager rigtig godt og derfor er på lidt af en fremmarch.

  • Grüner Veltliner – Den ubestridte stjerne blandt Østrigs hvidvinsdrue med noter af pære, lime, hvid peber og en karakteristisk mineralsk finish.
  • Riesling – Kendt for sin intensitet, finesse og evne til at lagre.
  • Zweigelt – En populær rødvinsdrue, der giver frugtige og fløjsbløde vine.
  • Blaufränkisch – Elegant og struktureret med noter af mørke bær og krydderi.
  • Sauvignon Blanc – Særligt udbredt i Steiermark, hvor den leverer friske og aromatiske vine.
  • Pinot Noir – Dyrkes med stigende succes, især i Burgenland og Weinviertel, og leverer elegante og komplekse rødvine.

Derfor skal du drikke østrigsk vin!

Østrig taler - med dets mange hvidvine og relativt lette rødvine - ind i tidens præference for netop friskere, mere drikkevenlige vine sammenlignet med, hvad der optog forbrugerne i 90’erne og start 00'erne. For vinelskere, der søger elegance, kvalitet og autentisk terroir, er Østrig dermed en destination, der fortjener at blive opdaget, udforsket og genbesøgt i al evighed... Eller i hvert fald med jævne mellemrum, når du trænger til lidt afveksling fra de store europæiske naboer.

Willkommen nach Österreich