Domaine Payen

Det er ikke hver dag, vi får lov at byde velkommen til et vinhus, der så præcist indfanger, hvad det vil sige at lave minimalistisk vin ud fra, hvad naturens kræfter tilbyder. Domaine Payen er et nyt kapitel i vores portefølje fra vinmager med både jord under neglene og erfaring fra nogle af Frankrigs mest ikoniske domæner. Og vigtigst af alt: De laver vin, som vi selv elsker at drikke!

Se vinene fra Domaine Payen herunder, og læs mere om vinhuset nederst på siden.

En ny generation i gamle landskaber

Domaine Payen holder til i Chaudefonds-sur-Layon i Anjou, der mere konkret indfinder sig i den vestlige del af Loire-distriktet, hvor skiferholdige jorde og køligt klima giver vinene en særlig nerve og mineralitet. Området er kendt for sit potentiale men også for traditioner, der nogle gange kan hæmme fornyelse. Dette har manden bag navnet - Ludovic Payen - bestemt sig for at gøre op med.

Ludovic Payen har lært faget hos navne som Clos de la Coulée de Serrant og Comte de Liger-Belair. Erfaringen har han taget med sig til sit eget projekt, hvor han siden 2024 har dyrket omkring 20 hektar vin med øje for detaljen og respekt for naturen. Det handler for ham ikke om at forme vinen med hård hånd men om at fremhæve det, der allerede er til stede i druerne. På samme måde er Payen ikke ude på at kopiere nogen men på at vise, hvad hans del af Anjou kan, når man arbejder med naturen snarere end imod den.

Håndværk, jordkontakt og ro i kælderen

Domaine Payen er i gang med omlægning til økologisk drift, og det mærkes i tilgangen til alt fra vinmark til vinifikation. Alt arbejdet i marken udføres skånsomt og manuelt – fra vinterbeskæring til "green harvest" og selvsagt den endelige høst – alt sammen for i sidste ende at få de sundeste, mest koncentrerede og harmonisk balancerede druer at arbejde videre med.

I kælderen flugter filosofien fra marken, der selvsagt udspringer af menneskelige beslutninger men undviger teknisk manipulation. Fermentering opstår spontant fra den naturligt forekommende gær, svovl anvendes kun i små mængder, og hver vin får lov til at finde sin egen vej. Her tilsættes ikke karakter – den fremelskes. Og hvis du ikke kan lide det, ja så skorter vinverdenen heldigvis ikke på andre vintyper, du kan hellige dig til. 

Vinene – og hvorfor du skal smage dem

Domaine Payens vine spænder i grove træk fra lette, saftige udtryk som rosé på grolleau gris og den charmerende “Le Rouge” – til mineralske, seriøse hvidvine på Chenin fra klassiske appellationer som Anjou Blanc og Savennières. Flagsskibet “La plage abandonnée” kommer fra sand og skifer og viser, hvor langt Chenin kan nå i hænderne på en vinmager, der tør holde igen og se, hvad der sker, når vinen gives plads til selv at finde sin retning. Payens vine er således levende, kompromisløse og forbløffende rene – og samtidig befriende uprætentiøse.

Det her er vine for dig, der er nysgerrig. For dig, der leder efter karakter frem for polering. Og for dig, der – ligesom os – tror på, at små vinhuse med stor integritet er dem, der former fremtidens vinverden.

Velkommen til Domaine Payen!