Domaine Tourbillon

Spændende vinhus med den unge winemaker Benjamin Tourbillon (vigneron) som den store drivkraft, der i franske magasiner nævnes bedre end bl.a. Rayas og spås enorme muligheder fremover. Faderen er 3. generation og ejer bla. et hotel og en restaurant samt Frankrigs næststørste kirsebærproducent via 70 ha i Luberon-området, hvor de også har etableret et flot Showroom. Den nærmeste by er desuden kendt for sine mange antikvitetsforretninger, hvilket årligt er med til at lokke en million turister til egnen. Beslutningen om også at indlemme et vinhus i ejerskabet kom for et par år siden gennem hustruen som er 5. generation af vinproducenter i Gigondas. I dag har de 3,2 ha i Châteauneuf-du-Pape og i alt 33 ha i hele Rhône med en produktion på 1,6 millioner liter årligt men pt. kun ca. 150.000 flasker.

Selve Domaine Tourbillons vinhus ligger i Plan de Dieu i den nordligste del af syd-Rhône. De køber brugte fade fra Romanee Conti og Château d'Yquem og har bla. samarbejde med skofirmaet Christian Louboutin. Vinene har en venlig elegance over sig og sælges til super priser. Her er ikke tale om tynd og stram Cotes du Rhône men om vin med høj smagsintensitet, sødmefuld frugt og høj alkohol, der med længder overgår supermarkedernes Chateuneuf til 150 kr. Derfra adskiller Tourbillon's egen Châteneanuf-du-Pape sig også med sit lysere, elegante og saftige præg, som gør sig super til mellemtunge hovedretter, især ved juletid.

Domaine Tourbillon