Det var vinguruen Eben Sadie, der efter et besøg i 2017 anbefalede os at smage vinene fra Hannes Storm nede i Hemel-en-Aarde Valley, hvor han i følge Sadie hører til blandt landets absolut førende skabere af "fine wine" Pinot Noir og Chardonnay.
Og fint er det hos Storm, i hvert fald smagsmæssigt. Selv er han nemlig helt nede på jorden (eller marken), som også er der, han bedst kan lide at tilbringe sin tid, når han med naturlige metoder gør alt, hvad der står i hans magt for at opfostre de bedst mulige druer ud fra, hvad naturen, vinden, vejret - stedet - muliggør.
Produktionen hos Storm Wines begrænser sig til et gennemsnit på 250 kasser pr. vin. Med små kvantiteter følger til gengæld netop store kvaliteter og en enorm efterspørgsel, hvilket ikke gør vores aftale Hannes Storm mindre fantastisk. Fælles for vinene er deres forfinede og subtile aromaprofil, en fin syre og en alt i alt utrolig balance, der sender enhver fordom om oversøiske vine som overgjorte, marmeladeagtige og ubalancerede til skamme.
Både Hannes Storm og hans vine er helt igennem fantastiske bekendtskaber, synes vi selv. Vi håber, du er enig =)