- Producent
- TypeHvidvin
- Varenr.0590.2024
- LandSpanien
- Område
- StørrelseAlm. flaske (75cl)
- Alkohol procent12
- ØkologiskJa
- Primær DrueMalvasía
- Varedeklaration
Om La Vinyeta Mono Blanco, WATY (ØKO)
Velkommen til Waty - La Vinyetas hvide indslag i "Mono"-serien, der i sig selv er en lille sproglig finurlighed. Både på spansk og catalansk bærer mono således den tvetydige betydning af både ”én” og ”abe”, hvilket i første omgang er aktuelt, fordi denne vin kun laves på én druesort. Den er på vinsprog, hvad man kalder ”MONOvarietal” og dermed en sand mono-vin.
Abeskøn velgørenhed
Men hvor er det aben kommer ind i billedet, tænker du måske så? Jo, når du køber denne vin, støtter du samtidig rehabiliteringscentret ”Fundació Mona”s frivillige arbejde for at hjælpe chimpanser og andre primater tilbage til et liv i den vilde natur efter årevis af mishandling i fangenskab. Hvert år opkaldes deres vine således efter en ny abe, og i år har vi derfor fået selskab af chimpansen Waty.
Vinificering
Druerne høstes i hånden og sorteres manuelt ved ankomsten til vineriet for at sikre den bedst mulige kvalitet. Herefter afstilkes og presses de nænsomt uden skindkontakt, hvilket giver en ren og klar most fri for bitterstoffer. Den fritløbende most og den første presning gæres separat i temperaturstyrede ståltanke, hvor Malvasia-druens sprøde karakter og aromatiske finesse bevares til fulde. Efter endt gæring klares vinen med plantebaserede midler – helt vegansk og skånsomt – inden den filtreres, stabiliseres og tappes på flaske med sit friske og levende udtryk i behold.
Aroma og smag
Vi kender hende ikke personligt, men i vinmæssig forstand kan vi afsløre, at Waty træder ind i glasset med en sart, strågul farve og grønligt skær – en visuel forsmag på vinens ungdommelige energi. I næsen vælter det frem med florale toner af hvide blomster og hyld, der snart får selskab af solmoden mango og ananas. Den eksotiske frugtcharme balanceres flot af citrusskal og en snert af citronverbena, som tilføjer et syrligt løft og en mineralsk nerve.
I munden er vinen let, saftig og sprælsk med en dansende friskhed, der gør det svært ikke at tage en tår mere. Der er noget uimodståeligt ved kombinationen af moden frugt, florale detaljer og det kølige greb fra den syrlige finish.
Serveringsforslag
Waty er en herlig vin til en herlig solskinsdag eller i mødet med eksotiske, krydrede og sødmefulde anretninger fra Latinamerika, sydøstasien eller Nordafrika.
Servér allerhelst ved 7-9 grader.






















