Priorat Natur
Priorat Natur Vermut
/
Beskrivelse
Beskrivelse
Om Priorat Natur Vermut
Vermut er nærmest en institution i Catalonien, hvor et glas før frokost ledsaget af oliven, mandler eller lidt charcuteri for længst har fået sit eget begreb: la hora del vermut. Hos Priorat Natur holder Anna og Xavi fast i den traditionelle stil og laver en mørk, aromatisk vermut, hvor krydderurter, citrus, sødme og bitterhed mødes med den modne karakter fra lang tid på egetræ.
Basen er hvidvin på Macabeo, Pedro Ximénez og Garnacha Blanca. Men det er først gennem arbejdet med urter, krydderier og den lange fadmodning, at vinen får sin karakteristiske ravfarve og intense, krydrede profil.
Vinificering
Først fremstilles en koncentreret essens af forskellige urter og krydderier, som får lov til at trække på egetræsfade i mere end et år. Imens fremstilles grundvinen på Macabeo, Pedro Ximénez og Garnacha Blanca, hvor længere kontakt med drueskallerne bidrager med både struktur og en mørkere farve.
Urteessensen blandes med vinen og smages til med en mindre mængde sukker, så bitterheden får det nødvendige modspil. Herefter følger minimum to års modning på gamle egetræsfade. Det giver vermutten yderligere dybde og samler de mange forskellige aromaer til det færdige udtryk.
Aroma og smag
Duften er mørk og krydret med fennikel og rosmarin i front, efterfulgt af spidskommen, kanel, honning og tørret appelsinskal. Frugten ligger mere i baggrunden og giver plads til urter og krydderier, mens fadmodningen tilfører et varmt og modent præg.
Smagen bevæger sig mellem sødt og bittert. Honning og moden citrus giver en rund indledning, inden urter, appelsinskal og krydderier strammer udtrykket op. Den let bitre afslutning giver vermutten sit appetitvækkende bid og sørger samtidig for, at sødmen aldrig får lov til at dominere.
Serveringsforslag
Priorat Natur Vermut er først og fremmest skabt til aperitiffen. Servér den i et stort vinglas med et par isterninger og appelsinskal – eventuelt toppet med en smule danskvand. Saltede mandler, oliven, muslinger eller spansk skinke er oplagte ledsagere.
Servér den godt afkølet. Efter åbning bør flasken opbevares på køl, hvor den kan holde sig frisk i cirka 3-4 uger.
Et kig på flasken