- 90 point Robert Parker
Scar Of The Sea Wines
Scar Of The Sea Pinot Noir, Vino de los Ranchos, Santa Maria Valley
/
Beskrivelse
Beskrivelse
Om Scar of the Sea Pinot Noir Vino de los Ranchos
Santa Maria Valley vender lidt på hovedet, hvad man ellers kunne forvente af Californien. Dalen løber øst-vest og står dermed nærmest som en åben korridor mod Stillehavet, hvor tåge og kølig havluft kan trække langt ind mellem vinmarkerne. Pinot Noir får derfor god tid til at modne uden at miste den friskhed, som Mickey Giugni hos Scar of the Sea holder så meget af.
Vino de los Ranchos er hans mere umiddelbare fortolkning af dalen – en Pinot Noir, der gennem årene har hentet frugt fra forskellige økologisk dyrkede marker i Santa Maria Valley, heriblandt Rancho Ontiveros og gamle beplantninger på Rancho Viñedo. Det er ikke koncentration og sødmefuld frugt, der skal imponere her. Det er derimod den saftige Pinot-frugt, krydderurterne og den kølige energi, som Stillehavets indflydelse er med til at bevare.
Vinificering
Druerne høstes ved håndkraft og sorterer ude i vinmarken. I kælderen får en del af klaserne lov til at gære hele, mens resten afstilkes. Gæringen starter spontant med druernes naturligt forekommende gær og bakterier. Der tilsættes hverken syre, næringsstoffer eller andre midler for at korrigere mosten undervejs.
Efter gæringen presses vinen nænsomt og modner på brugte franske egetræsfade. Vinen omstikkes kun i forbindelse med klargøringen til aftapning og flaskes uden klaring eller filtrering og med en beskeden tilsætning af svovl.
Aroma og smag
Vino de los Ranchos har masser charme, men den kommer med lidt jord under neglene. Vilde jordbær, tranebær og syrlige kirsebær møder Earl Grey-te, tørrede urter og skovbund, mens lidt lakrids og salvie sniger sig ind mellem den røde frugt.
På tungen er frugten saftig og spændstig med en frisk syre, der driver smagen fremad. Tanninerne er fine, men giver stadig et tørt greb omkring de røde bær, og de hele klaser bidrager med krydderi og en let urtet kant. Undervejs dukker både tranebær, jordbær, teblade og skovbund op, inden en tør og let krydret afslutning sætter punktum.
Serveringsforslag
Den friske frugt og urtede krydring gør Vino de los Ranchos interessant til andet end de klassiske Pinot-serveringer. Prøv den til tacos med grillet svinekød, koriander og salsa roja eller til asiatiske retter med and, svampe, soja og sesam. Den fungerer også glimrende til stegt kylling med svampe og salvie, grillet laks eller en svamperisotto med parmesan.
Servér ved 12-14 grader. Vinen har masser af charme fra starten og behøver ikke nødvendigvis mange år i kælderen; den friske frugt og saftige energi er en stor del af fornøjelsen. Drikkes den helt ung, vil lidt luft i glasset dog give de mere krydrede og jordede nuancer bedre plads.
Anmeldelser og point
Anmeldelser og point
Robert Parker: 90 point
Et kig på flasken