Loire & Sancerre

Loire og Sancerre

Middelalderbyen Sancerre og området omkring floden Loire er kendt for Sauvignon Blanc druen hvor vi har nogle af de helt store huse som Vacheron og legenden Didier Dagueneau som kun sælges til de allerbedste reaturanter i Danmark.

I det aflange område, Loire, i det nordvestlige Frankrig skabes nogle af de bedste hvidvine i verden, og man kan sige, at hvad Bourgogne er for rødvin, er Loire for hvidvin.

Loiredalen løber langs med Loirefloden, som har sit udspring nær Paris og løber hele vejen til Atlanterhavet i vest. Langs med floden strækker den smukke dal sig med bjergene som baggrund. Faktisk er vindistriktet det største vinproducerende område i Frankrig og på grund af dets størrelse, er det meget forskellige vine, der kommer fra dette område.

Historien går på, at der er blevet dyrket vin i området, siden romerne besatte det. De dyrkede rødvin i bjergene og hvidvin nede i dalen. På grund af den lange udstrækning øst-vest, er der stor forskel på både terroir og klima i regionen, men som hovedregel kan man sige, at selvom der er varmt om sommeren, kan det nogle år knibe med at få solskinstimer nok. Det kan betyde, at vinene, i de solfattige år, bliver noget tyndbenede og grønne. I de gode år bliver de hvide Loire vine til gengæld sprøde, friske og spændende. 

Vine fra Loire

På grund af vindistriktets store geografiske udbredelse, er det muligt at dyrke et stort udvalg af druer i området. Det er derfor ikke så mærkeligt, at der kommer mange forskellige vine fra Loire. Faktisk bliver der produceret alle slags vine i området. Rødvin, hvidvin, mousserende vin, rosé og søde vine. Den slags vin, som distriktet er mest kendt for, og som også står for størstedelen af produktionen, er dog hvidvine.

Især Sancerre og Pouilly-Fumé er kendte hvide Loire vine. Begge vine laves udelukkende på Sauvignon Blanc-druen og dyrkes i den nordlige del af Loiredalen inde i landet. Hvis du rejser længere ud mod Atlanterhavet, møder du områder med Chenin Blanc-druen, som er den herskende i den centrale del af området. Helt ude ved det store Atlanterhav dyrkes hovedsageligt Muscadet-druer. Uanset hvilke del af vindistriktet, du køber hvidvin fra, vil du opleve, at det er noget af den mest franske hvidvin, du kan opdrive. Helt klassiske hvidvine, sprøde, søde eller skarpe afhængig af, hvad du er til.

I Loire laver man som forklaret mange forskellige slags vine. Derfor kan du også her finde mousserende vine af høj kvalitet. Måske kan man ligefrem påstå, at det smukke landskab med bjerge, vinmarker og vinslotte afspejles i smagen på de friske og sprudlende Loire-vine.

Sancerre og Pouilly-Fumé er de mest kendte og nok også de bedste Sauvignon Blanc hvidvine fra Loire. Det er områdets sikre vindere. Der bliver dog også produceret rødvine, men det er svært at producere topklasse med de blå. Her er klimaet er ikke helt solrigt nok til, at druerne kan opnå den ønskede sødme og fylde.

På trods af dette, forsøger man sig dog alligevel med røde vine i Sancerre. Vinene er ganske udmærkede, men der er et stykke vej til den kvalitet, man får med en Bourgogne. Alligevel er det interessante og spændende vine, så tøv ikke med at prøve rødvin fra Loire. 

Atlanterhavsvin – og en “up-and-coming” drue

I den del af Loire, der ligger ude til Atlanterhavet, produceres vinen Muscadet, der laves på druen Melon de Bourgogne og egner sig godt til klimaet på kysten. Vine produceret på Melon de Bourgogne er knastøre med tårnhøj syre, og de er som skabt til at drikke sammen med retter med fisk og andre skatte fra havet.

Hvis du er frisk på at prøve en drue, der lever lidt i skyggen af Sauvignon Blanc, bør du kaste dig ud i en Chenin Blanc. Denne drue modnes ikke let i det kølige klima, og den kræver godt håndværk for at nå sit fulde potentiale. Det giver til gengæld en tør, syreholddig og mineralsk hvidvin, som klart er et bekendtskab værd.

Sancerre og Pouilly-Fumé

Når du køber Loire-vine, kan du næsten ikke komme udenom de to største appellationer i området. Det er her de bedste af Loires hvidvine kommer fra, og de holder et meget højt niveau.

Sancerre ligger på den venstre flodbred, og vinmarkerne er spredt over 14 landsbyer. På nogle etiketter vil man derfor se navnet på den landsby, druerne er fra. Andre vil nævne den pågældende kommune. Op til midten af 1900-tallet blev der i Sancerre hovedsageligt lavet vin på spisedruen Chasselas, og det er ikke forkert at sige, at der er en verden til forskel fra den vin, der bliver produceret i området i dag.

Først i 1970’erne og 80’erne begyndte Sancerre at komme på vinenes verdenskort, og der er de blevet lige siden. Vinene bliver i dag gerne lavet af Sauvignon Blanc, og de har en karakteristisk duft af stikkelsbær, græs, hyldeblomst og citrus. De er friske og enormt sprøde.

I Sancerre benytter man sig næsten ikke af fadlagring Det hjælper vinen med at beholde sin sprødhed. Ofte skal hvidvine fra Sancerre helst drikkes unge, men hvis du har fat i en af de helt store flasker, kan den godt lagre i 4-5 år.

Hvis du gerne vil drikke en vin fra distriktet af den helt eksklusive slags, skal du have fat i en Pouilly-Fumé. Vinene herfra sammenlignes ofte med Sancerre, men de siges at være en tand bedre. Og også en tand dyrere. Pouilly-Fumé laver udelukkende vin på Sauvignon Blanc druer, og de fremstår gerne mere mineralske end de urtede Sancerre. De har en større krop, men en mindre livlig syre. Og så dufter de af flintesten og røg. Deraf navnet Fumé, som betyder røg på fransk.

Til forskel fra Sancerre bliver en Pouilly-Fumé gerne fadlagret, hvilket dog ikke går ud over friskheden og sprødheden i vinen. De fadlagrede Pouilly-Fumé er ofte dyrere end de vine, der ikke har lagret på fad.

Hvis du er interesseret i vine fra Loire eller er på udkig efter en bestemt vin fra det populære område, kan du altid kontakte os hos Laudrup Vin. Vi står altid klar til at hjælpe dig, så du får bestilt en vin, der falder i din personlige smag.
 
Vi tilbyder nem og hurtig levering i hele landet inden for 1-3 hverdage. Husk på, at vi desuden tilbyder fri fragt ved ordrer over 1500 kr. til brofaste øer i Danmark.