Marqués de Murrieta
Marqués de Murrieta Gran Reserva
/
Beskrivelse
Beskrivelse
Om Marqués de Murrieta Gran Reserva
I Rioja har betegnelsen Gran Reserva altid været forbeholdt de største vine. Hos Marqués de Murrieta er den samtidig et udtryk for tålmodighed. Vinen fremstilles kun i exceptionelle årgange og frigives først, når både fad- og flaskelagring har udviklet den kompleksitet og harmoni, som har gjort huset til en af Spaniens største vininstitutioner.
Druerne kommer udelukkende fra Finca Ygay, hvor kalk- og lerholdige jorde samt den høje beliggenhed giver en vin med både dybde, friskhed og et ekstraordinært lagringspotentiale.
Vinificering
Vinen består domineres af Tempranillo, som suppleres af Graciano, Mazuelo og Garnacha. Druerne håndhøstes og sorteres omhyggeligt, inden hver druesort vinificeres separat. Efter afstilkning gæres de med skindkontakt i temperaturstyrede ståltanke, hvor nænsomme overpumpninger og nedpresninger sikrer en balanceret udtrækning af farve, aroma og tannin.
Efter endt gæring lagrer vinen 26 måneder på amerikanske egetræsfade, hvor den udvikler den klassiske Rioja-karakter med stor elegance. Herefter sammenstikkes den endelige cuvée og modner yderligere minimum 36 måneder på flaske, inden den frigives.
Aroma og smag
Aromabilledet udfolder sig lagvist med modne sorte kirsebær, solbær og tørrede skovbær, som ledsages af cedertræ, tobak og fine noter af læder. Med lidt luft i glasset udvikler vinen yderligere nuancer af kakao, sort te, vanilje og søde krydderier, mens et diskret balsamisk præg vidner om den lange modning.
På tungen fremstår vinen både dyb og silkeblød. Den modne frugt bæres af en levende syre og fløjlsbløde tanniner, som giver struktur uden at dominere. Den lange lagring har afrundet alle kanter, men efterladt masser af energi og spændstighed.
Serveringsforslag
Marqués de Murrieta Gran Reserva fortjener retter med både dybde og finesse. Servér den til rosastegt oksemørbrad, braiseret lammeskank, due eller kronhjort med svampe og rødvinssauce, hvor vinens kompleksitet får lov at udfolde sig.
Servér ved 16-17 grader, og giv gerne vinen en time på karaffel. Selvom den allerede har opnået en imponerende harmoni gennem den lange kældermodning, har den uden problemer potentiale til at udvikle sig yderligere i 20-30 år.
Et kig på flasken