Rioja – Spaniens mest klassiske vinregion
Rioja er blandt Spaniens største og velsagtens også mest berømte vinregioner takket være en lang og stolt tradition for at fremelske karaktérfulde, fadlagrede rødvine med kompleks rød frugt, en fast tanninstruktur og stor kompleksitet. Regionen strækker sig langs Ebro-floden i det nordlige Spanien og har siden 1800-tallet været synonym med disse prægtige vine, der som nogle af de første i verden kunne bryde med Frankrigs monopol-lignende status på verdensmarkedet.
Kvalitetsvin siden romertiden
Vinproduktion i Rioja kan spores tilbage til romertiden, men den første egentlige dokumentation for vindyrkning stammer fra middelalderen, hvor klostre i området udviklede teknikker til at forbedre vinens kvalitet. I 1800-tallet begyndte Rioja at antage sin nuværende form, da vinmagere med erfaring fra franske vinslotte i særligt Bordeaux begyndte at eksperimentere med eksempelvis fadlagring, hvilket skulle blive den måske væsentligste Rioja-signatur af dem alle.
En af de mest ikoniske vine fra denne periode var Castillo Ygay, som fra ét eneste Château med fokus på at fremme kvaliteten i druerne og lang lagring på netop egetræsfade sprængte rammerne for det muliges kunst inden for for langtidsholdbare Rioja-vine. I 1925 blev regionen så officielt anerkendt som Spaniens første DO (Denominación de Origen), og i 1991 opnåede den Spaniens højeste appellationsstatus, DOCa (Denominación de Origen Calificada).
I dag er Rioja fremdeles blandt Spaniens mest dynamiske vinregioner, hvor traditionelle og moderne producenter skaber vine af enestående kvalitet trods deres forskelligartede tilgange.
Geografi, klima og terroir
Rioja-regionen er opdelt i tre primære underområder: Rioja Alta, Rioja Alavesa og Rioja Oriental (tidligere Rioja Baja). Hver af dem har unikke jordbundsforhold og klimatiske påvirkninger, der giver vinene forskellige karakteristika:
Rioja Alta – Køligere klima og højere beliggenhed, hvilket resulterer i elegante, syreholdige vine med lang levetid.
Rioja Alavesa – Kalkholdige jorde, der giver friske og strukturerede vine med finesse og mineralitet.
Rioja Oriental – Varmere klima, der frembringer fyldigere og mere kraftfulde vine med højere alkoholindhold.'
Tempranillo – Hjertet af Rioja
Har man sagt Rioja, er der ét navn, der uundgåeligt følger med: Her er således ingen over og ingen ved siden af Tempranillo-druen, der er rygraden bag langt størstedelen af områdets vine. Tempranillo er ikke i sig selv en højtråbende drue, der kalder på opmærlsomhed. Og dog opnår den - når den behandles ordentligt - en fantastisk balance mellem frugt, syre og tannin, ofte med noter af røde bær, peber, kakao og milde urter, der får følgeskab af vanilje, læder og tobak, når den fadlagres.
Andre druesorter som Garnacha, Graciano og Mazuelo spiller også hver især vigtige rolle ved at trække vinene i enten mere frugtbårne, mørke eller strukturerede retninger alt efter, hvilken type vin, man som vinmager sigter efter at skabe.
Meget mere end rødvine
Selvom Rioja således forbindes med rødvin, produceres der også fremragende hvidvine i regionen.
Viura, den mest plantede grønne drue, danner grundlaget for mange af disse vin, som spænder fra lette og friske udgaver med citrus og blomsteragtige aromaer til kraftigere, fadlagrede varianter, der udvikler en imponerende dybde og kompleksitet. De bedste eksemplarer kan med deres fedme og intense struktur måle sig med selv virkelig store hvidvine fra Bourgogne. Hvis du kan lide intens, fedmefyldt Chardonnay, kan du med andre ord også lide fadlagret hvid Rioja fra den rette producent!
Klassificering og lagringsstile
Riojas unikke klassificeringssystem er baseret på lagringstid, hvilket giver vinene deres karakteristiske stil:
Joven – Unge, friske vine uden nævneværdig fadlagring.
Crianza – Minimum to års lagring, hvoraf mindst ét år på egetræsfade, hvilket giver en balanceret kombination af frugt og fadnoter.
Reserva – Minimum tre års lagring, hvoraf mindst ét år på fad, hvilket resulterer i mere komplekse og lagringsværdige vine.
Gran Reserva – Kun produceret i de bedste årgange med minimum fem års lagring, heraf mindst to år på fad, hvilket giver dybt komplekse og elegante vine.
En vinregion for alle generationer
Rioja forbliver tro mod sine rødder, men regionen er også i konstant udvikling. Mens nogle producenter er tro over for den helt klassisk, tørre og fadprægede filosofi, eksperimenterer moderne producenter med nye lagringsmetoder, økologisk og biodynamisk dyrkning samt en mere frugt-drevet stil, der i højere grad appellerer til en yngre generation af vinelskere.
Man kan med rette påstå, at der i Rioja er noget for enhver smag, og i vores sortiment gør vi, hvad vi kan for at afspejle hver en tendens - vel at mærke uden at gå på kompromis med kvalitet!