Pietro Zanonis hjertebarn og højest elskede dråber fra Campo Denari-marken forener det bedste fra to stilarter i én koncentreret, krydret, kompleks og samtidig frisk, saftige vin. Straks efter høst placeres tørstedelen af de friskplukkede druer således forsigtigt i små bokse, hvor ca. 30 dages tørring øger intensiteten og giver elementer af kompleks, tørret og mørk frugt, som vi kender det fra de største Amaroner.
Sideløbende vinificeres en mindre andel modne - men ikke tørrede - druer på almindellig vis med mere elegante, saftige og friske smagselementer til følge. Ved endt gæring blandes de to vintyper så til et galleri af smagsindtryk, der får lov at vinde yderligere ved ca. 16 måneders modning i store træbeholdere.
Campo Denari har dermed en fremragende, stor og stadig flot kontrolleret aroma med nuancer af kirsebær, modne skovbær, dadler, valnødder og bagte krydderier. Smagen er - typisk for fine Valpolicella-vine - fyldig med en robust frugt og struktur, uden vinen virker overmoden og flad.
Eftersmagen er rund, tør og blød med en fin tanninstruktur, mens et livligt indslag af frugtsyre udgør et vitalt kontrapunkt i det smukke helhedsbillede. Vinen kan gemmes op til 15 år fra høståret og gør sig fremragende sammen med f.eks. braiseret kød, intense pastaretter og faste oste med f.eks. figen og bærkompot.