Bodegas Castillo Monjardin

Castillo Monjardín blev grundlagt i 1988 af Sonia og hendes mand for at genoptage Villar-familiens vindyrkningstradition. I dag råder familien over 220 hektar i Navarra – et historisk grænseland mellem Spanien og Frankrig, hvor både druesorter og vinfilosofi afspejler denne unikke kulturarv.

Læs historien om Castillo Monjardín nederst på siden.

Kølende bjergluft og franske druer

Fællesnævneren bag Monjardíns vine findes i de nærliggende Pyrenæer og deres både beskyttende og kølende favn. Mens de forhindrer alt for ekstreme vejrfænomener i at nå frem til vinmarkerne, er bjergkæden også drivkraft bag den tørre og kølende "Cierzo"-vind, der på næsten daglig basis definerer vejret i området. Uden den havde det været umuligt at dyrke Pinot Noir, men også i Monjardíns andre vine på bl.a. Cabernet Sauvignon, Merlot og Tempranillo opstår dermed en tæthed og virilitet - egenskaber, som vi normalt tilskriver vine i langt højere prislejer.

Castillo Monjardín pryder også etiketten på dejlige fadlagrede Chardonnay-vine samt et charmerende eksemplar af Garnacha, som faktisk menes at stamme fra egnen her omkring netop Navarra!