El Picoteo

Som den største aktør bag kvalitetsvine i den spanske Almansa-region bærer Bodegas Piqueras en stor del af æren for områdets stigende efterspørgsel verden over. Deres store drivkraft mærkes bl.a. på miljø-fronten, hvor stadig flere marker dyrkes økologisk, mens stort set hele vinhusets energiforbrug dækkes af solceller. Heldigvis smager vinene også godt: I hvert fald kunne vi ikke stå for Piqueras’ EL PICOTEO-serie, der af producenten selv beskrives som frugtdrevne, økologiske livsstilsvine.

Udtrykket 'EL PICOTEO' refererer i Spanien til det løsslupne øjeblik før et måltid, hvor venner og familie mødes over lidt vin og tapas for at lufte dagens røverhistorier. Navnet og etiketillustrationen skal minde os om disse gode stunder, som vi i dansk kontekst finder yderst kompatible med diverse hyggestunder – ude som inde.